Vi sletter vores spor…

Denne uge har stået på genopretning! Jorden som grisene gik på sidste år og den første del af vinteren skal gøres klar til at der kan dyrkes korn i denne sæson, og der har været nok at tage fat på før det kan lade sig gøre. Det er stadig ikke muligt at køre overalt på marken, men vi tager lidt hele tiden, og vi skulle meget gerne kunne bjærge de sidste par hytter idag.

Der er vist ingen som har fulgt lidt med på facebook i løbet af vinteren, som kan være i tvivl om at marken var meget ufremkommelig. Vi var på lavtliggende og leret jord, i en meget våd sæson og det har sat sine spor: Helt bogstaveligt:

Vi har måttet pumpe vandet væk fra de dybe spor, før vi kunne komme igang med at jævne og grube, så der igen kan dyrkes korn. Selv om grisene har haft trynerne godt og grundigt i jorden, så er der absolut ingen tvivl om at det som har været hårdest for jorden at vi har kørt på den med vores maskiner.

      

Når man har dyr på mark om vinteren, som vi har, så er det uundgåeligt at det kræver en hel del færden, med vand, foder, halm, flytning af dyr og hytter undervejs, og det er hårdt for jorden. Det man kan gøre er at finde en jord som er mere tør (højt beliggende og mere sandet) og derfor bedre kan klare presset, og at bruge maskiner som trykker mindre når det kan lade sig gøre.

Så hovedkonklusionen er: at vi leder efter jord som er bedre egnet til at færdes på hele året rundt. Det skal vi have fundet inden det igen bliver vinter. Og mens vi gør det, så vil vi nyde den gode sæson i fulde drag 🙂

Kærlig Hilsen Trine

om lugten af forår og JORD…

– Det er næsten 2 år siden at der sidst blev sat kartofler, og det er på høje tid at gentage succesen!

Jeg ELSKER april ! April er fantastisk! April er havetid <3 Det kan godt være, at foråret rent teknisk starter allerede i marts, men i marts er det som om vinteren aldrig rigtig vil give slip, og bedst som man går igang i haven, så ligger alle herlighederne igen dækket af sne.

Men i April vinder foråret kampen og så er vi igang. Man kan bare mærke alt det grønne som ligger og ulmer under det gule tørre græs, og blomsterknopperne på træerne, ALT er parat! Når man har en udendørs hverdag, så skulle man tro at man på et tidspunkt fik nok, og ville idenfor når pligterne på marken var overstået, men sådan har jeg det slet ikke.

Som igår da jeg kom hjem havde Esben allerede hentet pigerne, og de var ude på terrassen i solen. Det syn alene griber mig om hjertet på en helt særlig måde, og som et sikkert tegn på at nu er vi igang med en ny sæson. Så det var bare med at gribe chancen og komme i haven med det samme. Det behøver ikke altid at have et specifikt, planlagt defineret formål, faktisk har jeg det allerbedst uden, men at rive i noget ukrudt og kradse jorden det gør godt på alle måder. Jeg nøjes med fingrene og stikker dog ikke trynen i jorden, men lugten af jorden gør alligevel noget ved mig.

Der er muligheder i jord. Et stykke græsplæne kan på en enkelt sæson forandres fuldstændig, og gøre en familie selvforsynende med en stor del af deres grønsager. Glæden ved at arbejde med jord og planter og se det blive til mad er ubeskrivelig. For mig giver en følelse af frihed at lave maden selv HELT fra bunden af. Derfor var det også et stort savn for mig at jeg for første gang siden jeg flyttede tilbage til Thy ikke nåede at dyrke køkkenhave i 2017. Det gør jeg i år! Børnene var heller ikke til at drive ind fra haven, så vi droppede at lave mad og nøjedes med rugbrødsmadder til aftensmad, men det var der IKKE EN som brokkede sig over 🙂

Nyd April ! Og rigtig god fornøjelse med JORDEN 🙂

Kærlig hilsen Trine

2 år med trynen i jorden :-)

I 2016 var jeg på barsel for 3. gang, og det blev anledningen til et helt særligt barselprojekt som startede d. 1. april 2016. Den dag kom Gerda, Oda, Solvej og Olga ud på græs. Indtil da havde de levet et helt almindeligt griseliv i en stald med faste spisetider. Når jeg ikke lige var så heldig at være på barsel, så var mit liv også gået hen og blevet meget skemalagt og INDENDØRS, og jeg mærkede en længsel efter et helt andet liv, og det skulle de 4 damer blive indgangen til…

Men først er jeg nødt til at starte ved udgangspunktet. Jeg voksede op på landet, men ikke på en gård. Jeg gik til spejder, hvor jeg nød: friluftslivet, “at bygge noget af ingenting”, at være i naturen og lave mad over bål. Men det som fyldte mest i min fritid, var mine dyr. Jeg har haft høns, kaniner, marsvin, geder og heste. Jeg elskede at passe dyrene og tage på lange rideture i naturen. Børn gør hvad der falder dem mest naturligt, og det har jeg helt sikkert også gjort.

Som så mange andre små piger drømte jeg om at blive dyrlæge, når jeg blev stor. Så på et tidspunkt fandt jeg mig selv i København, ikke på dyrlægestudiet, men på agronomstudiet, hvor jeg fandt en retning, hvor jeg kunne fordybe mig i adfærd og velfærd hos vores husdyr. At det særligt blev grisene som jeg kom til at arbejde med skyldes flere tilfældigheder, men først og fremmest så handlede det om, at det var der jeg så at dyrene, på den måde vi holder dem i dag, var kommet længst væk fra deres naturlige element. Derfor så jeg der den mest udfordrende opgave for mig selv. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har været privilegeret både på mit studie og i mit arbejdsliv at få lov til at arbejde med netop det som jeg fandt allermest spændende og udfordrende. Men undervejs kom det at sidde på et pænt og rent kontor foran en computer til at fylde mere og mere, og til sidst var der ikke meget andet tilbage.

Det store spring var altså ikke at få de første 4 søer, men beslutningen om ikke at vende tilbage til kontoret efter barsel, og istedet springe ud som selvstændig økobonde med 100 søer. Der var mange trin i den beslutning, men et vigtigt step var helt klart at mærke efter hvor jeg var gladest og mest tilfreds med mig selv, og det var og er jeg bare udenfor. Jeg trives allerbedst med jord under neglene i køkkenhaven og med min familie og dyrene omkring mig. Det jeg elskede som barn er stadig der hvor jeg som voksen finder den største ro, glæde og energi.

Bevares det er også hårdt arbejde at drive en økologisk svineproduktion og have ansvaret for 100 søer og alle deres små grise, og i 2017 nåede jeg ikke at dyrke min køkkenhave! Det SKAL jeg nå her i 2018. Men hvis jeg skal drage essensen af de første 2 år med trynen i jorden, så har jeg ikke fortrudt et sekund, at jeg har taget springet, og at størstedelen af min dag nu foregår under åben himmel, for det har både grisene og jeg nemlig rigtig godt af.

Og til dig som har læst med helt her ned, har jeg bare 2 spørgsmål:

  • Hvad kunne du allerbedst lide at lave da du var barn?
  • Og er det en del af din hverdag i dag?

Kærlig hilsen Trine

På græs med Oda, fotograferet til Nordjyske i 2016