En virkelig god aftale :-)

At holde grise i haven som vi gør lige for tiden, det skal man nok være en lille smule gak i låget for at gå igang med, men høns til gengæld det er altså noget af det nemmeste. Og til alle som har mulighed for det vil jeg bestemt anbefale at få 3-4 høns i haven. Her hos os får hønsene næsten udelukkende vores madrester og det kvitterer de for med de lækreste æg. En virkelig god aftale, hvis du spørger mig!

Alle æggene har lidt forskellige nuancer, fordi hønsene er af lidt blandet herkomst, men det som særligt skiller sig ud, og som man bare ikke får i Brugsen eller Spar, det er selvfølgelig det grønne æg. Det er mine hvide høne, som et sted tilbage i sit stamttræ har nogle gener fra en grønlægger, men ellers er hun mere almindelig som hvid sussex at se på. Med høns er det sådan at de giver æg i en periode og så holder de en pause før de igen går igang med æglægningen. I kommercielt hønsehold, skifter man typisk hønsene ud allerede efter det første hold, men med havehøns, så har vi tid at vente. Jo ældre hønsene bliver jo længere bliver pauserne, så vi havde en meget lang vinterpause i år. Og bedste som jeg syntes at nu begyndte hønsegård for alvor at lugte af “hønsekødssuppe” så gik de igang igen, og langt de fleste dage er det endda med 5 æg på 5 høns, så det kan vi ikke klage over 🙂

På denne tid af året hvor alt i haven bliver grønt og hønsene har godt gang i æglægningen, så er en af mine ynglingsspiser at lave en ommelet og så drysse ukrudt og havegrønt oven på. Det er selvforsyning og damebladsmad i en og samme tallerken 😀

Meget af det som gror helt uden hjælp i haven er både spiseligt, gratis og sundt, smager faktisk fantastisk, og det bliver aldrig mere sprængfyldt med vitaminer end når vejen fra jord til bord er ca. en armslængde. På billedet er der mælkebøtte (både blade og blomster), bellis/tusindfryd, skvalderkål og selvsået purløg. Tag børnene med udenfor og SPIS DIN HAVE 🙂

Kærlig hilsen Trine

Disruption !

Jeg har fået disruptet min have! Eller det er sådan set ikke mig, men grisene som disrupter haven. Man kan måske nok stille spørgsmålstegn ved det æstetiske udtryk, men det har aldrig været sjovere 🙂  Grisene har fuldstændigt rodet gedernes gamle fold op, og hønsene står på spring for at snuppe de regnorme og andet kravl som dukker op til overfladen, og det er en fest! Ikke bare for høns og tryner, men for os alle sammen, fordi det simpelthen er så sjovt at se på.  De er sjældent i ro de kære tryner, og selv når er og ligger godt gravet ned i halmen i hytten, så ser det noget så hyggeligt ud. Grisenes hytte ligger lige uden for pigernes værelse. Så det sidste der sker om aftenen er at de kravler op i vindueskarmen og råber “GODNAT GRISE!”. Hver morgen starter med et lidt mere stille, men ikke mindre hjerteligt “Godmorgen Grise”. 

Grise er bare sjove, de har virkelig en enorm underholdningsværdi. Den måde de går til verden på, vender det hele hovedet. Man vinder hurtigt deres tillid: “Der kommer hende med maden igen”, og så er de bare af natur så nysgerrige, at sætter man sig ned, og har bare et gran af tålmodighed, så kan de slet ikke lade være med at komme hen og hilse på.

Og så er de alligevel utroligt forskellige, nogle er sky og på vagt, en anden er altid den første som står klar til at blive kløet på ryggen. Og så er der forskel på kuld og grupper af grise. Grisene i haven skulle bruge lidt tid på at acceptere at vi kommer tæt på dem. Til sammenligning har jeg et kuld grise på marken lige nu som kommer løbende mig i møde, når jeg kommer ind i folden. Og sætter jeg mig ned, så er de over mig som en flok legesyge hundehvalpe og sådan har de altid været. 

I deres tilfælde tror jeg det er en kombination af arv og miljø,. Deres mor er meget kælen og tillidsfuld, og der ser grisene jo, så hun påvirker dem både gennem arv og adfærd.

Som sagt så er grisenes adfærd netop nu langt henne i at endevende en god portion af haven. Hvad der skal ske med den del om par uger, når grisene flytter tilbage på marken, det ved jeg ikke. Jorden bliver helt sikkert renset godt og grundigt for rodukrudt, så det er fristende at benytte muligheden til at plante noget nyt. Men det kan nu også godt være at vi får lyst til at få endnu et hold Trynen-i-jorden-grise i hegnstræning i en periode. For nøj hvor er det hyggeligt det der DISRUPTION 😀

Kærlig hilsen Trine

Vi sletter vores spor…

Denne uge har stået på genopretning! Jorden som grisene gik på sidste år og den første del af vinteren skal gøres klar til at der kan dyrkes korn i denne sæson, og der har været nok at tage fat på før det kan lade sig gøre. Det er stadig ikke muligt at køre overalt på marken, men vi tager lidt hele tiden, og vi skulle meget gerne kunne bjærge de sidste par hytter idag.

Der er vist ingen som har fulgt lidt med på facebook i løbet af vinteren, som kan være i tvivl om at marken var meget ufremkommelig. Vi var på lavtliggende og leret jord, i en meget våd sæson og det har sat sine spor: Helt bogstaveligt:

Vi har måttet pumpe vandet væk fra de dybe spor, før vi kunne komme igang med at jævne og grube, så der igen kan dyrkes korn. Selv om grisene har haft trynerne godt og grundigt i jorden, så er der absolut ingen tvivl om at det som har været hårdest for jorden at vi har kørt på den med vores maskiner.

      

Når man har dyr på mark om vinteren, som vi har, så er det uundgåeligt at det kræver en hel del færden, med vand, foder, halm, flytning af dyr og hytter undervejs, og det er hårdt for jorden. Det man kan gøre er at finde en jord som er mere tør (højt beliggende og mere sandet) og derfor bedre kan klare presset, og at bruge maskiner som trykker mindre når det kan lade sig gøre.

Så hovedkonklusionen er: at vi leder efter jord som er bedre egnet til at færdes på hele året rundt. Det skal vi have fundet inden det igen bliver vinter. Og mens vi gør det, så vil vi nyde den gode sæson i fulde drag 🙂

Kærlig Hilsen Trine

om lugten af forår og JORD…

– Det er næsten 2 år siden at der sidst blev sat kartofler, og det er på høje tid at gentage succesen!

Jeg ELSKER april ! April er fantastisk! April er havetid <3 Det kan godt være, at foråret rent teknisk starter allerede i marts, men i marts er det som om vinteren aldrig rigtig vil give slip, og bedst som man går igang i haven, så ligger alle herlighederne igen dækket af sne.

Men i April vinder foråret kampen og så er vi igang. Man kan bare mærke alt det grønne som ligger og ulmer under det gule tørre græs, og blomsterknopperne på træerne, ALT er parat! Når man har en udendørs hverdag, så skulle man tro at man på et tidspunkt fik nok, og ville idenfor når pligterne på marken var overstået, men sådan har jeg det slet ikke.

Som igår da jeg kom hjem havde Esben allerede hentet pigerne, og de var ude på terrassen i solen. Det syn alene griber mig om hjertet på en helt særlig måde, og som et sikkert tegn på at nu er vi igang med en ny sæson. Så det var bare med at gribe chancen og komme i haven med det samme. Det behøver ikke altid at have et specifikt, planlagt defineret formål, faktisk har jeg det allerbedst uden, men at rive i noget ukrudt og kradse jorden det gør godt på alle måder. Jeg nøjes med fingrene og stikker dog ikke trynen i jorden, men lugten af jorden gør alligevel noget ved mig.

Der er muligheder i jord. Et stykke græsplæne kan på en enkelt sæson forandres fuldstændig, og gøre en familie selvforsynende med en stor del af deres grønsager. Glæden ved at arbejde med jord og planter og se det blive til mad er ubeskrivelig. For mig giver en følelse af frihed at lave maden selv HELT fra bunden af. Derfor var det også et stort savn for mig at jeg for første gang siden jeg flyttede tilbage til Thy ikke nåede at dyrke køkkenhave i 2017. Det gør jeg i år! Børnene var heller ikke til at drive ind fra haven, så vi droppede at lave mad og nøjedes med rugbrødsmadder til aftensmad, men det var der IKKE EN som brokkede sig over 🙂

Nyd April ! Og rigtig god fornøjelse med JORDEN 🙂

Kærlig hilsen Trine

2 år med trynen i jorden :-)

I 2016 var jeg på barsel for 3. gang, og det blev anledningen til et helt særligt barselprojekt som startede d. 1. april 2016. Den dag kom Gerda, Oda, Solvej og Olga ud på græs. Indtil da havde de levet et helt almindeligt griseliv i en stald med faste spisetider. Når jeg ikke lige var så heldig at være på barsel, så var mit liv også gået hen og blevet meget skemalagt og INDENDØRS, og jeg mærkede en længsel efter et helt andet liv, og det skulle de 4 damer blive indgangen til…

Men først er jeg nødt til at starte ved udgangspunktet. Jeg voksede op på landet, men ikke på en gård. Jeg gik til spejder, hvor jeg nød: friluftslivet, “at bygge noget af ingenting”, at være i naturen og lave mad over bål. Men det som fyldte mest i min fritid, var mine dyr. Jeg har haft høns, kaniner, marsvin, geder og heste. Jeg elskede at passe dyrene og tage på lange rideture i naturen. Børn gør hvad der falder dem mest naturligt, og det har jeg helt sikkert også gjort.

Som så mange andre små piger drømte jeg om at blive dyrlæge, når jeg blev stor. Så på et tidspunkt fandt jeg mig selv i København, ikke på dyrlægestudiet, men på agronomstudiet, hvor jeg fandt en retning, hvor jeg kunne fordybe mig i adfærd og velfærd hos vores husdyr. At det særligt blev grisene som jeg kom til at arbejde med skyldes flere tilfældigheder, men først og fremmest så handlede det om, at det var der jeg så at dyrene, på den måde vi holder dem i dag, var kommet længst væk fra deres naturlige element. Derfor så jeg der den mest udfordrende opgave for mig selv. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har været privilegeret både på mit studie og i mit arbejdsliv at få lov til at arbejde med netop det som jeg fandt allermest spændende og udfordrende. Men undervejs kom det at sidde på et pænt og rent kontor foran en computer til at fylde mere og mere, og til sidst var der ikke meget andet tilbage.

Det store spring var altså ikke at få de første 4 søer, men beslutningen om ikke at vende tilbage til kontoret efter barsel, og istedet springe ud som selvstændig økobonde med 100 søer. Der var mange trin i den beslutning, men et vigtigt step var helt klart at mærke efter hvor jeg var gladest og mest tilfreds med mig selv, og det var og er jeg bare udenfor. Jeg trives allerbedst med jord under neglene i køkkenhaven og med min familie og dyrene omkring mig. Det jeg elskede som barn er stadig der hvor jeg som voksen finder den største ro, glæde og energi.

Bevares det er også hårdt arbejde at drive en økologisk svineproduktion og have ansvaret for 100 søer og alle deres små grise, og i 2017 nåede jeg ikke at dyrke min køkkenhave! Det SKAL jeg nå her i 2018. Men hvis jeg skal drage essensen af de første 2 år med trynen i jorden, så har jeg ikke fortrudt et sekund, at jeg har taget springet, og at størstedelen af min dag nu foregår under åben himmel, for det har både grisene og jeg nemlig rigtig godt af.

Og til dig som har læst med helt her ned, har jeg bare 2 spørgsmål:

  • Hvad kunne du allerbedst lide at lave da du var barn?
  • Og er det en del af din hverdag i dag?

Kærlig hilsen Trine

På græs med Oda, fotograferet til Nordjyske i 2016

et job man kan forstå :-)

Alle 3 børn har påskeferie, så det er lidt et puslespil at få grisepasning, og børnepasning til at gå op i en højere enhed 🙂 Idag løste det sig ved en legeaftale for ældstebarnet og et 2 for 1 børnebytte med min søster. Så jeg har haft min ældste-niece med på marken for at passe grise idag. Og det var super hyggeligt! Hun fik hendes første traktorkøretur, og var med til at drive en flok frække polte på springtur, tilbage på folden.

Jeg elsker at opleve min hverdag igennem et barns øjne. De stiller helt andre spørgsmål end voksne gør og man skal gøre sig umage med forklaringerne, for man slipper aldrig med en søforklaring 😀

For mig giver det mening, at det jeg laver er noget som både mine egne og andres børn kan forstå. Da jeg arbejdede som forsker og som konsulent, syntes jeg det var svært at forklare børn og også voksne hvad mit job gik ud på. Nogen dage var det såmen også svært at forklare mig selv…

Sådan er det ikke idag: Jeg passer grise på en mark, fordi grise har godt af frisk luft og jord på trynen, og grisene bliver i sidste ende til leverpostej, frikadeller, bacon og masser af andre gode sager, som jeg er stolt over at servere for min familie, og over at andre kan servere for deres.

Rigtig god påske

Kærlig Hilsen Trine

 

Halløj :-)

Halløj 🙂

Så skriver jeg mit første blog indlæg nogensinden! Og HVORFOR gør jeg egentlig det? Og HVAD kommer det til at handle om? Jamen det første først, lige siden jeg fik de første 4 søer (Oda, Solvej, Gerda og Olga i 2016) har jeg delt billeder og små historier fra vores hverdag på Trynenijorden på facebook. Det er en kæmpe fornøjelse for mig at dele nogle af alle de pudsige øjeblik og skøre ting mine dyr finder på, og også mange af de gange hvor jeg selv får lavet noget fuldstændigt tosset. Oplevelser som giver smil på læben eller et godt grin i min hverdag, har jeg lyst til at andre også skal få glæde af. Så DERFOR 🙂

Hvad kommer det så til at handle om? Ja det kommer helt sikkert til at handle om grise med TRYNEN I JORDEN. Men der kommer også til at handler om mange af andre ting som sker på gården, i en familie på 5, med alle de andre dyr vi også har, om livet på landet, mad fra bunden og meget andet. Så præcis hvad det kommer til at handle om her på bloggen det kommer tiden til at vise. SÅ Velkommen til håber du vil kunne lide at følge med 🙂

Kærlig hilsen Trine