En hyldest til kummefryseren – din vej til frihed !
Skrevet d. 02. jul, 2018

-Nej vi har ikke en kummefryser for vi har ikke brug for at opbevare store mængder af mad, vi handler fra dag til dag, for vi ved jo aldrig hvad vi får lyst til. -Rigtig mange familier ejer ikke ikke en kummefryser, for hvorfor skulle de det, når alting altid er tilgængeligt i supermarkedet, så er der da ikke behov for at have sit eget fryselager derhjemme.

I dette indlæg vil jeg fortælle om hvorfor vores familie elsker vores kummefryser, og hvorfor netop kummefryseren er en gave til alle de travle, frihedshungrende og kvalitetsbevidste børnefamilier derude i kongeriget.

Kummefryseren som et skattekammer af OPLEVELSER: I er på en søndagskøretur med familien ude i sommerlandet og her møder I et skilt med plukselv-jordbær, mosebøllebær eller sortebær på heden, eller hyben i august. Det er altid en kæmpe glæde at plukke alt det man kan spise her og nu, men hvis blot en lille smule af disse skatte, bliver renset og kommer i fryseren. Så er det som en tidskapsel tilbage til sommeren når I i løbet af efteråret eller vinteren igen finder posen frem og laver marmelade, smoothies eller grød sammen, imens I snakker om sommerens fælles oplevelse som I helt sikkert skal gentage til næste år når bærene igen kommer i sæson.

     

Kummefryseren den direkte vej til BEDRE KVALITET og ØKOLOGI: Når man har en kummefryser så har man muligheden for at købe en halv gris, en kvart kalv, eller 10 kg oksefars direkte fra den økologisk landmand, og derved få bedre kvalitet for færre penge, fordi butikken ikke skal tjene på din mad. Det giver samtidig friheden til at slippe for det daglige valg ved køledisken, med prispåmindelsen om at der naturligvis er en merpris, når dyr skal have det godt. Når du handler direkte med landmanden, så kender du historien bag den mad du spiser, og den mad du serverer for dine børn og gæster, og det er en glæde som kan mærkes.

Kummefryseren giver mindre affald: Der er også en anden mærkbar sidegevinst ved at købe kød direkte hos landmanden. Når man pakker alt sit kød i frostposer i fryseren, så slipper man nemlig for rigtig mange plast-kødbakker i løbet af et år. Det kan helt konkret mærkes på skraldeposens størrelse, og hvor fyldt din skraldespand bliver før skraldemanden igen kommer forbi.

Kummefryseren giver FRIHED og mere TID: Og hvordan kan en kummefryser egentlig det? Jo når man altid har et godt grundlager på frost, så sparer man rigtig mange indkøbsturer. Selv når du har glemt at tage op af fryseren, så kan en pakke fars som er pakket rigtigt tøes op på under 20 min. og så spiser I kl. 18 alligevel 🙂 Og så giver den en dejlig RO at vide at man altid har noget at tage op af fryseren, hvis der skulle komme uventede gæster eller bare et par ekstra legekammereater ved middagsbordet.

Kummefryseren giver mere varieret mad på middagsbordet og gør dine børn MINDRE KRÆSNE: Jo jo den er god nok. Når man har fået en halv gris i fryseren, så får man nemlig ud over alle de velkendte også en hel del udskæringer som man normalt slet ikke finder i køledisken, og i hvert fald ikke økologisk. Det kan være skanker, bov, svinekæber eller stegeben. Derfor får man muligheden for at prøve nye opskrifter af. Det behøver ikke at være bedstemors opskrift på kogte skanker, nej helst ikke vel. Min bedste kogebog er GOOGLE, som altid står klar med nye gode idéer til go’ mad. Jo flere forskellige ting børnene får serveret jo bredere bliver deres smag, og det gør dem mindre kræsne og mere modige til at prøve nye ting. Og kan de være med i processen om at lave en rullepølse eller lave hjemmelavet leverpostej så giver det også både dig og dem en helt anden respekt for maden og processen, end man får når man alting færdiglavet.

  

SÅ hvis du ikke allerede har en kummefryser så afsted ud og få fat i en! Så er du allerede godt på vej til frihed, kvalitet og til få alle sæsonnens glæder til at holde. Og så er der god plads til IS 😉

Ha’ en rigtig dejlig sommer!

Kærlig hilsen Trine

Trynen i Jorden

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Kategorier: